Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Ugens salme: Utroligheds frø

Ugens salme er en eksistentiel tros/tvivls-salme, som jeg har valgt at pege på, dels fordi den berører et af temaerne i evangelieteksten, men lige så meget fordi jeg helt generelt gerne peger på Ole Sarvigs salmer.

Salmen tager afsæt i Joh 12,24, der er evangelietlæsning på den kommende søndag efter anden tekstrække og således ikke i år. Ydermere er der tale om en salme, der oprindeligt slet ikke var tænkt som fællessalme men udgivet som digt  under titlen "Frostsalme for to eller tre" i samlingen 'Menneske' (1948). Det kunne alt sammen ligne grunde til ikke at synge salmen på søndag, men der er tilsvarende gode grunde til at gøre det alligevel:

Salmen folder sig ud på en sådan måde, at den kan bruges vel nærmest hver søndag, idet de tre første vers beskriver menneskelivet med tvivl og mange trusler, mens de sidste to vers beskriver håb og en mulig forløsning. Ydermere passer salmen til den kommende søndag, når der som i år ligger sne (hvis det bliver liggende). Væsentigst er det dog, at salmen kredser om det tema, der afrunder evangelieteksten: At Kristus-hemmeligheden ikke skal åbenbares for enhver. Den associerer på den måde også til både lignelsen om sædemanden og det forår, der ligger gemt i jorden, klar til at åbenbares inden længe.

Sarvig var en af efterkrigstidens helt store forfattere, først som lyriker fra debuten under krigen og med en række digtsamlinger i midten af 40’erne. Siden som romanforfatter til fire romaner i årene 1955-63 og også som anmelder, essayist m.m. I 1981, hvor Sarvig tog sit eget liv, udkom en lang række salmer i samlingen ’Salmer og begyndelser til 1980’erne’. Det religiøse og det mystiske havde altid været til stede i Sarvigs digtning, men efter en periode med sygdom og død i Sarvigs nærmeste kreds sidst i 70’erne oplevede han, at salmerne væltede ind over ham og ud af ham. Og så døde han.

Det samme kan man sige, at hans salmer gjorde. Sarvig har kun én eneste salme med i Salmebogen fra 2003 (DDS 720), og det er både uforståeligt og ærgerligt, for der er mange fremragende salmer at vælge mellem. Heldigvis kan en del af disse findes i divers salmebogstillæg og på salmer.dk.

Jeg tror, at Sarvig er blevet fravalgt i Salmebogen og kirkelivet, fordi han faldt mellem to stole, hvor ingen tog ham helt til sig. Han var på samme tid lidt for kristen for de litterære og lidt for ukirkelig for de kirkelige. Sarvig meldte sig i en ung alder, efter en voldsom religiøs oplevelse, ud af Folkekirken, så hans mystiske oplevelse ’kunne stå ren’. Han var på ingen måde tilpas i en kirkelig institution, og han siger om sine salmer, at de er skrevet til ”to, tre – få eller flere” og altså ikke til menighedssang, hvilket som nævnt også gælder for 'Ugens salme'.

Men selv om Sarvig havde det anstrengt med kirken som institution, kan vi godt synge hans salmer. De fortjener efter min mening nyt liv, ikke mindst hvis de forenes med gode melodier, som det gælder for nærværende salme.

Ugens salme har to melodier, begge fra Kirkesangbogen, og af disse finder jeg Sardemanns særligt interessant, fordi han går helt ind i teksten: Sarvig har selv i sit manuskript angivet en adskillelse mellem de tre første og de to sidste vers; hvorfor det altså ikke er Sardemans egen, fikse idé med mellemspillet. Mellemspillet løfter teksten og giver de sidste to vers en anden farve end de tre første.

Således bliver både tekst og melodi en replik til det menneskeliv, der kan synes svært, men for hvilket der også er håb efter en vinter med sne... og Corona.

Morten Skovsted