Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Vejen kirke i Malt Herred

Den første kirke i Vejen blev bygget i slutningen af 1200-tallet.

Denne middelalderkirke blev revet ned i 1896 og en ny opført samme år få hundrede meter øst for den gamle.

Den gamle kirke nævnes første gang i 1280, da Erik Nielsen afgav en del af sine godsbesiddelser i Anst Herred til biskoppen af Ribe som erstatning for de kirketiender, han ulovligt havde modtaget af bl.a. Vejen sogn.
Vejen sogn var på reformationstiden anneks til Læborg, men allerede i 1538 var det hovedsogn med Læborg som anneks.
Kongen solgte i 1720 kirken til overførster (skovridder) Hans Bachmann til Estrup. Den hørte herefter under herregården Estrup (Malt sogn) til 1772, da Henrik H. C. Lautrup solgte den sammen med hovedgården Skodborghus til Hans Gundorph. Lautrup købte i 1787 kirken tilbage fra toldkontrollør Michael Møller. Da sønnen Laurids Frederik Lautrup i 1831 solgte Estrup, beholdt han selv kirken, som kom til at høre under hans nye gård i sognet, Dortheasminde. Sognets beboere købte i 1874 kirken af ejeren af Dortheasminde L. E. Iversen.

Kirken overgik til selveje 1. januar 1910.

Grundplan målt og tegnet af V. Koch. 1892
Fotografiet findes på Vejen lokalhistoriske Arkiv

Den gamle, nedrevne kirke

Kirken var en romansk kvaderstensbygning bestående af kor og skib, hvortil der i senmiddelalderen var føjet et tårn i vest og et våbenhus i nord.

Man kan stadig se, hvor kirken har ligget, da det er markeret af våbenhusets hjørner og en mindesten med kirkens grundplan i relief og indskriften: ?Her laa Vejen gamle Kirke i ca. 800 Aar indtil 1896?, desuden markerer en lav hæk kirkens grundplan.

Placeringen er interessant, idet man ved kirkens opførelse har inkorporeret to gravhøje fra oldtiden i selve kirkegården, nordvest og nordøst for kirken, mens en tredje høj ligger umiddelbart uden for norddiget. Den nordvestlige høj, der har ligget helt ind i hjørnet, er nu kun ca. en meter høj. Den var allerede i slutningen af 1800 årene dækket af grave. Den nordøstlige høj, hvis fod skæres af det østre dige, er for få år siden indrettet som urnehøj med små gravsteder.
Gravhøjen nord for kirkegården har bevaret en betydelig højde og er tilgroet med græs og træer. Højens sydlige fod skæres af kirkegårdsdiget.

Den velbevarede kirke blev i 1892, altså kort før nedrivningen, opmålt og beskrevet af Valdemar Koch, derfor kendes mange af detaljerne, og man kan læse om disse i: Jydske Granitkirker 1903 samt i: Danmarks kirker ? Ribe Amt 28 ?  Kirkerne i Malt, Folding, Vejen og Læborg. Nationalmuseet. 1994.

Kirkegårdens oprindelige afsnit med angivelse af kirken og de tre gravhøje. Tegnet af Marianne Nielsen
Foto 2006

Den nye kirke

Vejens nye kirke er opført under ledelse af arkitekt Vilhelm Ahlmann og indviet 20. december 1896.

Bygningen er af røde sten i nyromanske former og har skifertag.

 Den består af et tresidet afsluttet langhus med korte korsarme, hvoraf den, der vender mod nord, har underliggende fyrkælder.

Til tårnet i vest, der tjener som forhal, er der i 1969-70 føjet små tværfløje, det mod nord rummer dåbsværelse og garderobe med toiletter, og det mod syd indeholder kirketjenerkontor/præsteværelse og trappeopgang.

Dåbsværelse og garderobe med toiletter er blevet renoveret i 2006.

Kirkens ydermure hviler på en skråkantsokkel af genbrugte granitkvadre fra den gamle kirke, et skifte i vest og to i øst, hvor terrænet er faldende. Murene afsluttes af en lille gesims og prydes af tynde kridtstensbælter. 
Det tredelte korparti har afvalmet tag. Korsarmenes spidsgavle smykkes af enkle højblændinger.

I de rundbuede, falsede vinduer blev der i 1992 indsat nye jernrammer (arkitekt: Jakob Mortensen), der efterligner kirkens oprindelige vinduer. 1921-92 havde kirken almindelige, traditionelle støbejernsrammer med tonede ruder.

Skifertaget blev udskiftet efter stormen i 1999.

Der findes en dør i østenden bag alteret, som benyttes juleaften og ved andre lejligheder, når kirken er fyldt.

Hovedindgangen i tårnets vestside er en rundbuet portal i murfremspring med arkitrav af kridtsten.
I tårnets mellemstokværk er i vest indsat det østre korvindue fra den gamle kirke, og et lille granitindfattet vindue i tårnets sydside dækkes af en romansk overligger, formodentlig fra et af nordvinduerne i den gamle kirkes skib.

Klokkestokværket har i hver side tvillingeglamhuller i rundbuet spejl med romaniserende søjler. Tårnet dækkes af et stejlt, firsidet pyramidespir.

Der er i tidens løb som nævnt foretaget ændringer og udvidelser.

Kirken blev første gang istandsat i 1921 ved arkitekt Harald Peters, Esbjerg. Ved denne lejlighed blændedes de to vinduer i østpartiet, og i stedet skaffede man lys til koret gennem et tagvindue. Desuden nedbrød man et trappehus ved tårnets sydside og forlængede skibet mod vest, så tårnet kun springer en anelse frem fra selve kirken. 
Tre andre vinduer er blændet i 1979 og 1992.

I vestfacaden indgår nu efter flere omflytninger interessante romanske granitdele fra den nedbrudte kirke: sydligst den usædvanlige præstedør og syd for hovedindgangen korets nordvindue med et hoved i overliggerens runding. Det granitindfattede vindue nord for indgangen er nyt.

Tårnets mellemstokværk er indrettet som et galleri med et triforium mod skibets vestende. Mod syd finder man organistens kontor og mod nord et præstekontor, mellemgangen tjener som garderobe for kirkekoret.

I 2008 er der foretaget en renovering af disse lokaler, hvor væggene i de to kontorer bl.a. er blevet vandskuret.

En vindfløj over tårnet med gennembrudt malteserkors er formodentlig opsat i 1896.

Kirkens indre blev istandsat i 1979-80 (arkitekt Jakob Mortensen og Rolf Graae). Væggene er malet med en gullig tone, bjælkeloftet er også gult, og i gulvet ligger ølandsfliser, dog er der trægulv under stolene.

Grundplan tegnet af Marianne Nielsen. 1994

Altertavler og alterbord

Alterbordet fra 1896 er et panelværk af fyr med firkoblede hjørnesøjler i senromantisk stil. Bordet er sammenkomponeret med altertavlen og malet som den.

Altertavlen har form af en bred rundbuearkade i skønvirkestil med maleriet: Nedtagelsen af korset udført i 1897 af Carl Holsøe efter forlæg i Firenze af den italienske maler Fra Bartolommeos maleri med samme titel. 
Mens rammen blev betalt af kirken selv, er maleriet en gave fra Terman Blok, Kærsdalgaard, der oprindelig havde ønsket billedet udført af Niels Termansen, men da denne på sin italiensrejse ikke kunne opholde sig længe nok i Firenze til at kopiere det valgte motiv, løstes opgaven i stedet af Carl Holsøe.
Maleriet  er i olie på lærred og præges af dunkle toner. Rammeværkets bemaling i grønt og lysebrunt med lidt sort og forgyldning er fra 1979-80, da man i skriftfeltet under maleriet dækkede en indskrift "Hans Død er vor Sejr".
 
Den gamle kirkes altertavle fra 1606 er nu opsat i den sydlig korsarm over for orgelet. Den bærer Eggert Abildgaards og Mette Juels navne og våbener og er udført af billedskæreren Mads Christensen Gamst i Revsing.
Tavlen har tredelt, søjleprydet storstykke og et todelt, gavlkronet topstykke, alt med vinger i form af rulleværkskartoucher; postamentet er i 1700-årene reduceret til en enkel, glat planke. 
Fire korintiske frisøjler deler storstykket i et næsten kvadratisk storfelt og to smalle sidefelter. Søjlerne, med glat skaft og prydbælte i form af rulleværk med løvehoved, står foran høje fyldninger med tandsnitlister og hviler på småfremspring, der bryder den kvartrunde postamentgesims. 
De groft formede storvinger prydes af en frugtklase og løber foroven ud i et ørnehoved.
Et "loft" med fyldninger og drejede hængeknopper ses under den glat gennemløbende storfrise, hvis arkitrav ledsages af tandsnit. 
Topfelterne flankeres yderst af to joniske hermer, en mandlig og en kvindelig, der står med hænderne hvilende øverst på et kanneleret skaft, som prydes af rulleværk, frugtbundter m.m.
Mellem felterne er påsat et krucifiks, der rækker op foran den glatte topfrise. 
I topvingerne er i relief skåret årstallet 1606, et Abildgaard-våben over versalerne "Eggert Abildgaard" og et Juel-våben over "Mete Ivl".
Den profilerede gesims bærer en lav trekantgavl med Helligåndsdue og et skriftbånd hørende til krucifikset.
Gavlen krones af et stort vasespir og på dens skråsider hviler to nøgne frifigurer af lidt ubestemmelig køn; vistnok en mandlig og en kvindelig.
En række kuglespir på stor- og topvingerne må være fornyelser fra 1800-årene.
Stafferingen er fra  ca. 1875, og det samme er malerierne, der nok må skyldes maler Hans Hansen, Holsted.
I storfeltet ses Frembærelsen i Templet, i sidefelterne grisaillemalerier af apostlene Johannes og Peter, begge efter Thorvaldsen.
Topmalerierne viser Jesus, der beder i Getsemane Have og Kristi Himmelfart, det første efter Carlo Dolci og det sidste svarende til H. Hansens maleri fra 1867 øverst på en tidligere altertavle i Læborg kirke.
Under de synlige malerier findes de oprindelige malerier: Storfeltets maleri forstillede Nadveren. I 1870 og 1873 forestillede malerierne foruden Nadveren: Jesu bespottelse og korsfæstelse i sidefelterne samt Himmelfarten og Opstandelsen i topfelterne.
Træværket har en broget bemaling, domineret af perlegråt og en sortbrun marmorering, der nu dækker skriftfelterne.


Orgel

Vejen Kirkes orgel er tegnet af arkitekt Rolf Graa og bygget på P.Bruhn & Søns orgelbyggeri i Årslev ved Aabenraa.

(orgelbyggeriet er siden fusioneret med Poul-Gerhard Andersens orgelbyggeri under navnet P. G. Andersen & Bruhn. Dette skete i 1995).

Orglet blev indviet ved en festgudstjeneste den 18. maj 1980 med biskop Helge Skov som prædikant og kirkens daværende organist Ebba Wohlert ved orgelet.

Prisen på orglet med de 1142 piber, 20 stemmer og 3 transmissioner fordelt på hovedværk, svelleværk og pedal var 721.000 kr. Det blev bygget for midler fra et orgelfond og testamentariske gaver. De sidste 99.000 kr. skaffede man fra en indsamling i sognet.

Orglet rummer hele tre dybe 16'-registre, hvad der giver et solidt fundament for en stærk og monumental klang.

At tre af registrene er transmissioner vil sige, at organisten kan vælge at spille de pågældende stemmer enten på svelleværkets manual eller i pedalet. Denne ekstra bygningstekniske finesse muliggør flere forskellige kombinationer af klang, end orglets 20 stemmer lader forvente.

Orglet er disponeret med et stort svelleværk og tilsvarende mindre hovedværk. "Det tunge skyts", mixtur, fagot og trompet sidder i svelleværket, sådan som det er typisk i f.eks. England. Denne opbygning gør orglet særdeles egnet til samarbejde med kor og orkester, hvad der på grund af den store gulvflade i koret fint lader sig realisere.

Indtil år 1900 var der ikke noget orgel i Vejen nye kirke.

Bygmester, købmand og kaffehandler Jens Nicolai Hansen foranstaltede da en indsamling i Vejen til et orgel. Det blev til et stort harmonium fra et værksted i Ringkøbing.

I 1909 fik Vejen Kirke nyt orgel skænket af Maren Lauridsen, Grønvang, der i det hele taget tog sig meget af Vejen Kirke. Ved kirkens restaurering i 1925 lod hun orglet ombygge og udvide hos orgelbyggerfirmaet Markussen og Søn i Aabenraa, pris 6236,40 kr. Dette orgel blev igen ombygget, fik flere stemmer, 2 manualer og pedal i begyndelsen af trediverne.

(Kilde: Jubilæumsskrift Vejen Kirke 100 år - 1896-1996)

Kirkens inventar

Det meste af den nuværende kirkes inventar stammer fra den gamle kirke.

Det er dog kun den romanske granitdøbefont, som stammer helt tilbage fra den tid, da den gamle kirke blev bygget.

Senmiddelalderen er repræsenteret i kirkerummet af en lille fyldning fra en degnestol.

En smuk pietágruppe fra omkring 1425 blev ved middelalderkirkens nedbrydning afgivet til Museet på Koldinghus, mens en ligeledes sengotisk klokke er omstøbt i 1853. Pietágruppen er en 67 cm. høj figurgruppe, der forestiller Jomfru Maria siddende på et blokagtigt tronsæde med sin døde søn lagt hen over skødet. Der er kun bevaret 3 andre Pietágrupper i Danmark.

Fra slutningen af 1500-årene stammer en del stolefyldninger i ungrenæssancestil og rester af bl.a. en præstestol og en herskabsstol bærer årstallet 1589.

Højrenæssancen er slået igennem i den gamle kirkes alterbordsforside og altertavle fra 1606.

Prædikestolen fra ca. 1632 er stærkt fornyet i 1896, da man nedtog en himmel, hvis topstykker med våbener for Manderup Abildgaard og Else Juul nu pryder salmenummertavlerne.

Det sydtyske dåbsfad fra omkring 1550 er formentlig først senere kommet til kirken.

Altersølvet er i sin kerne fra 1697, og er, som oblatæsken fra 1692, skænket af oberst Herman Frantz Schwanewede og hustru Christine Dyre.

En lysekrone er skænket af Maren Lautrup omkring 1756-62, mens et sygesæt fra 1842 har stempler for Johan Jacob Heinrich Rühle i Ribe.

Den nuværende indretning med altermaleri af Carl Holsøe og stoleværk i enkel skønvirkestil er hovedsageligt fra 1896.

Det gamle inventar står dels i afrenset træ (prædikestolen), dels med enkel bemaling fra sidste del af 1800-årene.

Ældre staffering findes alene på gravminderne og på alterbordsforsiden, der har en smuk blomstermaling fra omkring år 1800.

Det nyere inventar er farvesat af Aage Sørensen i 1979-80 i grønt og lysebrunt med lidt sort og forgyldning.

Forandringer i kirkerummet i 1921 omfattede nymaling, men berørte ellers hovedsageligt gravminderne.

Døbefont

Døbefonten fra slutningen af 1200-tallet er romansk af rød granit og meget enkel i stilen, 77 cm høj. Den kvadratiske fod er lav med pudeagtig affasede hjørner og rundstav ved overgangen til det ganske korte, cylindriske skaft.
Kummen, hvis tværmål er 74 cm, har næsten lodrette sider og en harmonisk formet fordybning.

Dåbsfadet fra  ca. 1550 er af messing og stammer fra Sydtyskland.

Fadets bund har medaljon med en drevet fremstilling af Bebudelsen. Herom løber et næsten udpudset minuskelbånd og en bort af små stemplede ornamenter.

Dåbskanden er fra 1896 ligeledes i messing og ganske enkel, 30 cm høj.


Prædikestol

Prædikestolen, der er fra 1632 eller lidt tidligere, blev opskåret og fornyet ved overførslen til den nuværende kirke.

Hermed er de oprindelige fire fag øget med et femte ved opgangen.

Af de ældre dele er hovedsagelig skæringer og ornamenter bevaret og indsat i nyt rammeværk. De fire gamle fag rummer muslingarkader med evangelistrelieffer, flankeret af joniske dybdehermer, hvis skafter har dukatmønster og prydes af hængende frugtklaser.

Fra opgangen ses: Kærligheden (med lam), Klogskaben (med spejl), formodentlig Retfærdigheden (med en lille stav hævet i venstre hånd) og Troen.

Felternes arkader har joniske halspilastre, hvis skafter prydes af semikolontegn, ædelstensbosse og hængeklæde. Bueslaget ledsages af æggestav, og sviklerne har blomsterroset med bladværk.

Fra opgangen ses Mattæus, gående mod venstre med sin åbne bog, hvorpå Guds hånd viser sig. Foran evangelisten, hvis højreben er blevet sært forkrøblet, rækker en lille engel hans blækhus i vejret.

Markus, gående mod højre med den opslåede bog og en hundeagtig løve ved fødderne, feltet er efter tyveri nyskåret i 1982 af Lucien Hecklen, der kun har haft begrænset støtte i et dårligt fotografi af det oprindelige relief.

Lukas, skægløs og med lille hat, stående bevæget med blikket fæstnet i den opslåede bog, der ligger på venstre arm; højre hånd holder pennen, oksen ved fødderne er forsynet med en vældig manke.

Johannes, gående med ørnen foran de ganske små fødder og den opslåede bog i armene.

En bogstol med udsvejfede sider er fra 1700'tallet. Kurven hviler på en firsidet, kanneleret stolpe, der som opgangstrappen er fra 1896.

Træet står afrenset, det nye rammeværk med en koksgrå bemaling, som i frisen danner baggrund for evangelisternes navne, skrevet med gyldne versaler.

(Kilde: Danmarks kirker. Ribe Amt 28. Kirkerne i Malt, Folding, Vejen og Læborg. Nationalmuseet. 1994).